JOBS

Vi søger i øjeblikket

LOKOMOTIVFØRER HOS VIKING-RAIL…?

Med nylig udsigt til flere opgaver vil vi igen gerne ansætte yderligere et par lokomotivførere.

At være lokomotivfører hos os er måske ikke helt som at være lokomotivfører andre steder. Du kører selvfølgelig tog, men vores ”flåde” består en tid endnu primært af ældre diesellokomotiver, hvis betjening kræver godt, gammeldags lokomotivmandsskab. Vi har dog også elektriske lokomotiver (BR 185 og BR 193/Vectron), lige som vi fremfører „gule maskiner“ uden for sporspærring for et antal entreprenører.

Vi kører med gods og udfører specialtransporter, og begge dele stiller store krav til dine faglige kompetencer. Vi sætter sikkerhed i højsædet samt det at give vores kunder en rigtig god service. Meget ofte arbejder du sammen med en lokomotivførerkollega, hvor I i fællesskab klarer både kørslen samt rangering og udarbejdelse af transportpapirer.

En del af VIKING-Rails lokomotivførere involverer sig også i enten værkstedsarbejde, kontoropgaver, undervisning eller forskellige projekter, alt efter interesser og kompetencer. Vi kan derfor garantere dig et job med al den afveksling, du har lyst til.

VIKING-Rail er en meget ”flad” organisation med en klar fokus på at køre tog og drive værksted. Driftvagt og planlægning forestås af lokomotivførere og administrativt personale med mange års jernbaneerfaring. ”Vikinge-høvdingen” er også lokomotivfører og vores salgschef er lokomotivfører. Det sikrer, at der er fokus på kerneforretningen hele vejen rundt, og alt understøttes af et kompetent værksted. Desuden har vi en kort beslutningsproces, hvor der i udstrakt grad tages hensyn til individuelle ønsker.

For at komme i betragtning skal du have licens som lokomotivfører og enten arbejde som sådan eller have gjort det inden for de senere år. Vi sørger bl.a. for at lære dig at betjene et MY-lokomotiv og hvad du ellers har brug for at vide. Vi har ikke nogen fastlagt ansættelsestermin, men har tid til at vente på ”de rigtige”.

Overvejer du at blive ”viking”…? Så kom endelig forbi til en kop kaffe eller en grillpølse og hils på. Ring gerne til Anders på tlf. 2248 9663 inden, så vi er sikre på, at vi har pølser nok, og at de andre vikinger ikke har drukket al kaffen. Du er også velkommen til at ringe, hvis du har spørgsmål, og vi modtager gerne din ansøgning og CV på mail til info@vikingrail.dk

VIKING-RAIL søger en ELEKTRIKER!
Er du elektriker og især drevet af fejlsøgning? Synes du det kunne være sjovt at udskifte nedgravning af kabler med beskidte fingre og store maskiner?… Så er du måske vores nye VIKING!

Til vores værksted i Padborg sørger vi snarest muligt en elektriker. Du bliver en del af virksomhed med knapt 40 vikinger, der har et godt sammenhold, en god omgangstone og som bevæger sig i et fladt ledelseshierarki med fleksible arbejdstider.

Du behøver ikke have erfaring med jernbanen eller være født viking – vi skal nok lære dig det hele.

Du som viking…:
• Har en afsluttet uddannelse som elektriker
• Har flair og interesse for fejlsøgning
• Er villig til at erhverve yderligere kvalifikationer
• Har en høj sans for sikkerhed, kvalitet og ansvarlighed
• Taler og skriver dansk eller tysk.

Vi tilbyder, udover at lære dig viking’sk…:
• En fuldtidsansættelse
• Konkurrencedygtig lønpakke
• Fleksible arbejdstider
• Mulighed for videreudvikling af interessebaserede opgaver og kompetencer
• En organisation med et fladt hierarki og en kort beslutningsvej, hvor dine inputs bliver hørt og værdsat
• Et arbejde i en innovativ virksomhed.

Har du fået lyst til at blive viking…?
…så kom endelig forbi til en kop kaffe eller en grillpølse og hils på.
Ring gerne til Jeanette på tlf. 22 46 92 65 inden, så vi er sikre på, at vi har pølser nok, og at de andre vikinger ikke har drukket al kaffen.
Du er også velkommen til at ringe, hvis du har spørgsmål, og vi modtager gerne din ansøgning og CV på mail til jeanette@vikingrail.dk